RETSHJÆLP

 

Du er altid velkommen til at rette telefonisk henvendelse med en uforpligtende forespørgsel vedrørende en konkret problemstilling. Du kan også maile en forespørgsel til os på adressen advokathuset@advokathuset.dk. (Dette gælder primært for personer bosiddende i Region Midtjylland, samt Mors og Thy).

 

Private borgere har mulighed for at modtage offentlig retshjælp i forbindelse med advokatrådgivning. Det forudsætter dog, at visse indtægtsgrænser er overholdt. Bor du f.eks. alene og har en indtægt under kr. 275.000,00 efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, vil du være berettiget til et tilskud på ca. kr. 660,00. Ydes der mere omfattende rådgivning, kan tilskuddet forhøjes op til max. ca. kr. 2.850,00. Er du gift eller samlevende skal husstandens samlede indtægt ligge under kr. 350.000,00. Indtægtsgrænsen forhøjes med kr. 48.000,00 pr. hjemmeboende barn.

 

Ønsker du at anlægge en retssag, er det muligt at ansøge om fri proces. Også hertil skal de nævnte indtægtsgrænser være opfyldt. Såfremt Civilstyrelsen bevilger fri proces, kan en retssag indledes uden risiko for sagsomkostninger.

 

Du kan endvidere i visse tilfælde opnå retshjælpsdækning hos dit eget forsikringsselskab. En retshjælpsforsikring vil normalt være indeholdt i din familie-/indbo-/kaskoforsikring eller dit medlemskab af en fagforening. Opnår du retshjælpstilsagn, vil din risiko for sagsomkostninger typisk ligge på 10% af omkostningerne, dog min. kr. 2.500,00.

 
 
web design by fredskilde og sørensen as reklamebureau - www.f-s.dk